2 januar 2016
Hurra, hurra, hurra,…..containeren, der for anden gang er sponseret af Blue Water Shipping Esbjerg, ankom direkt til Tougan den 14. januar. Vi slap heldigvis for at køre til Ouagadougou, og undgik dermed også situationen omkring terrorhandlingerne på de to luksus hoteller i Ouagadougou. I Tougan har vi intet mærket til urolighederne, dog er jeg på vagt for ændrede hverdagsmønstre, når jeg færdes nede i byen og på markedspladsen, vi ligger nemlig kun 50 km fra grænsen til Mali. (For i øvrigt,…. hvem skulle være interesseret i at kidnappe en gammel fattig kvinde….så jeg er slet ikke bange.)
Michel har arrangeret, at der kom 16 personer for at hjælpe med aflæsning af alt det meget og tunge udstyr. Det tog 7 timer, men så var der også fyldt godt op både inden og udenfor vores domicil i Tougan. Intet er gået i stykker undervejs.
Den første uge brugte vi til at lukke de 187 boxe op, og få det hele ud og sorteret. I sidste uge kom Preferen for at se udstyret. Herefter kom MCD, læger, sygeplejersker og teknikere på inspektion. Den 1. februar kom Preferen igen, sammen med hospitalets chef (MCD) og hele hans stab for at hente det ønskede udstyr. De var alle meget glade og taknemmelige.
Pålæsning af al udstyret tog ca 5 timer, hvorefter vi sluttede dagen af med en lille ceremoni, hvor Preferen og MCD holdt en lille takketale til AESF og DBL-KOONSO. Foto blev taget til den lokale avis.Vi sluttede dagen af med en kold øl/vand på den nærliggende restaurant. Inden jeg rejser hjem igen har vi aftalt, at jeg må aflægge hospitalet et besøg for at se vore donationer, som er taget i brug.
Som før nævnt har vi i de foregående containere haft meget fint øjenudstyr med fra Aleris i Esbjerg. Også af øjenlæge Ottovad Sønderborg har vi i år fået udstyr med. Det betyder, at vi nu har udstyr nok til, at det er muligt at etablere en øjenklinik i Tougan, så snart alle formaliter er i orden. Hvis alt går vel så måske i samarbejde med et ”lægehus”, hvor der måske også kan tilknyttes en tandlæge, såfremt det vel at mærke lykkes DBL-KOONSO at indsamle tandlægeudstyr.
(I derude,…. kender I en tandlæge der går på pension eller på anden måde ønsker at donere brugbart tandlægeudstyr, er DBL-KOONSO en glad modtager.)
Som før nævnt er der hverken øjenlæge eller tandlæge i hele provincen Sourou, som har ca 250.000 indbyggere.
Vi forventer i nærmeste fremtid at køre til Tourouba med fodboldtøj, fodbolde, farmerredskaber, vandpumpe, symaskiner, stof, bandage, værktøj m.m. Alt dette kan vi ikke have i min lille bil, så Michel er derfor i øjeblikket ved at finde en større bil, der kan transportere det hele til Tourouba. Et andet problem er, at vejen til Tourouba endnu ikke er udbedret efter den sidste regnperiode, så det er ikke helt uden ricici at køre strækningen. Heldigvis har vi 4 nye dæk på bilen, så er den ricici da mindre.
Kærlig hilsen hernede fra Burkina Faso
Aase
Preferen på inspektion i Secteur 7
Efter endt pålæsning kom Preferen og MCD og holdt en lille officiel tale til AESF og DBL-KOONSO.
Fredag den 12. februar kørte Michel og jeg til Tourouba for at aflevere fodboldtøj og bolde, landbrugsredskaber, en kultivator og bandage med mere til de tre sundhedscentre i området.
Alt dette kunne vi selvfølgelig ikke have i min lille bil. Men vi var heldige, chefen for hospitalet i Tougan lånte os statens firehjulstrækker med chauffør, så det var en stor lettelse for os.
Efter en hård tur incl. en punktering undervejs ankom vi til Lankoue lidt over middag. Vi afleverede donationerne og fortsatte derfra de sidste 6 km til Tourouba. Firehjulstrækkeren havde allerede været i Tourouba og afleveret udstyr. Vi pakkede vore ting ud og indrettede os for de næste to dage. Det er ikke som i Danmark, hvor man ved ankomsten får noget at spise eller drikke. Jeg drak noget medbragt lunkent vand, og om aftenen fik vi hirsegrød med sovs lavet af bønner. Det er en rigtig god slankekur for mig…………
I dagens anledning havde to af landsbyens 4 fodboldhold arrangeret en fodboldkamp med en efterfølgende lille ceremoni, hvor Michel fik afleveret deres nye fodboldtøj og bolde. De blev meget glade og stolte over, at de nu har fået ens tøj, så kan man se, de er et hold.
Touroubas unge fodboldspillere går op i sporten ”med hud og hår”, så det bliver spændende at følge dem fremover. Får vi økonomisk mulighed, vil vi gerne betale en træner for at komme et par gange om året. Da de spillede, fik jeg helt gåsehud, fordi mange af de unge slet ingen sko havde på. De spillede i bare tæer på den hårde og meget stenede jord.
De unge der kommer ”over barndommen” er generelt meget hårdføre og vant til at arbejde hårdt for bare det at overleve. Det gælder specielt for dem der bor ude i de mange små landsbyer.
Om aftenen var Michel til et større politisk møde med landsbyens indbyggere. De har bedt ham om, at repræsentere Tourouba som deres Counseler. De skal have valg i maj. Som bekendt har der lige været valg i landet, hvor de fik en ny præsident fra det politiske parti MPP (social). Lad os håbe, at det nye demokrati må vokse sig stærk og i den rigtige retning. Urolighederne fra terrorhandlingerne i januar har ”lagt sig”, og man søger nu at finde de skyldige.
Morgendagen, ja for den sags skyld resten af dagen, bestod vores mad af en kop the og tre små bitte stykker hirsebrød. Jeg havde heldigvis to flasker lunkne maltøl med i bilen.
Hernede spiser man for at overleve og ikke som hos os for hyggens skyld og med et overflod af mad. Det er i øvrigt helt naturligt for burkinerne, at tilbyde dig sin mad, når man kommer og sætter sig ved bordet.
Lørdagen blev brugt til samtaler med landsbyens indbyggere, som i en lind strøm kom til Tennes hus, hvor vi opholdt os. Ind imellem gav kvinderne sig til at danse efter de typiske afrikanske rytmer fra en gammel transistor radio. Børnene,…ja de var over det hele. De fulgte os hele dagen med store undrende øjne.
Vi har haft en del legetøj med herned, men vi kan ikke på nuværende tidspunkt give det til børnene i Tourouba. Det vil foranledige, at der vil opstå misundelse, da der ikke er nok legetøj til alle i landsbyen. DBL-KOONSO ønsker ikke at være årsag til, at der kan opstå misundelse og splid, selvom jeg godt kan se, at de alle HIGER efter at blive udfordret, …..uden at de dog selv ved igennem hvad;
Det vi for eksempel kan give børnene, er legetøj som flere kan have glæde af på samme tid eksempelvis pentang, fodbold, bolde og andre spil der involverer flere af gangen. Vi håber, at vi en dag kan give dem en meget stor kasse LEGO. Det kunne være en rigtig god begyndelse til en ny form for kreativitet.
Lørdag aften blev for mig en aften jeg længe har set frem til. Under afrikas mørke og stjerneklare himmel samlede der sig ca 3-400 børn og voksne til en aften af de helt store oplevelser. Vi havde taget en generator, computer og en projektor med til Tourouba, og for tredje gang viste vi fotos taget i landsbyen fra starten af vores arbejde.
Hver gang de så èn de kendte gav de et kæmpe hvin af glæde fra sig. Det kunne høres næsten over hele landsbyen. Bagefter viste vi en naturfilm om løver, og en naturfilm fra forskellige lande, hvor Michel på det lokale stammesprog SAN fortalte dem om indholdet i filmen.
Ved midnatstid sluttede forestillingen, og alle gik glade hver til sit med en uforglemmelig oplevelse, der for nogle måske har sat sine spor.
Tidlig søndag morgen pakkede vi bilen for efter en begivenhedsrig weekend at køre tilbage til Tougan. Turen hjem var ikke helt uden nervøsitet, for som allerede nævnt, havde vi på turen til Tourouba en punktering, og det betød, at vi nu IKKE havde et reserve dæk i bilen, hvis det skulle ske igen.
Vi nåede heldigvis godt hjem dog ikke helt uden et lille problem. En sten havde slået hul på boxen med motorolie, så der lækkede olie ud på jorden. Det må være sket kort før vi nåede Tougan, for den røde lampe i bilen var endnu ikke blevet aktiveret.
Her må sætningen ”heldet følger de tossede” være på sin rette plads.
Kærlig hilsen her fra Tougan i Burkina Faso
Aase
International kvindedag.
Den 8. marts blev igen en dag med mange spændende indtryk. Dagen, som i mange lande er alle kvinders Internationale festdag, blev dette år fejret officielt i Kiembara ca 55 km fra Tougan.
Da jeg tidligt om morgenen kom til mødestedet fik jeg nærmest et chok. En meget gammel og faldefærdig bus, som skulle skubbes i gang, holdt klar ved kvindernes hus i Tougan. Langsomt fyldtes bussen med snakkesalige og forventningsfulde kvinder i alle aldre. Hovedvejen fra Tougan til byen Uioagia var stadig ikke repareret efter sidste års voldsomme regnperiode, så der var mange store huller, hvor bussen let kunne vælte, hvis den kom for langt ud i rabatten. Der er ingen afmærkninger og andre sikkerhedsforanstaltninger. På flere strækninger var det umuligt at passere uden at risikere at bussens støddæmpere og andet mekanik gik i stykker. De få biler der kører på hovedveje, der ikke er asfalterede, tager ofte de små bushveje, hvor hullerne er mindre. Til gengæld er de næsten ikke til at se. At køre om natten på vejene er livsfarligt.
Vi åndede lettet op, da vi 7 kvarter senere nåede Kiembara i god behold.
På festpladsen havde der allerede samlet sig mange mennesker. Kadice, som sidder i bestyrelsen for èn af kvindeforeningerne i Tougan, havde inviteret mig til at deltage i festen. Resolut gik vi over den store plads, hvor vi hver fik henvist en stol under festteltet.
De officielle gæster fra 8 Departmens i Sourou Provinsen var langsomt ved at komme på plads. Alle kvinder fra de forskellige foreninger i provinsen (ca 600) stod allerede i ring omkring festpladsen iklædt deres flotte farverige tøj, der hvert år specielt bliver lavet til denne dag. Præcis klokken 10 startede festen med diverse taler musik og dans, som alt sammen foregik foran Hochcommissæren, Preferen og andre ” vigtige” personers siddepladser. Klokken 12 var alt det officielle overstået, og et par hundrede ”udvalgte” gæster var inviteret hen til Preferens hus for at blive beværtet med lidt godt til ganen, som bestod af et stykke grillkylling, der var grillet ca 10 timer før, pomfrites og salat. Snakken gik livligt indtil de små afrikanske trommer hen ad kl. 15 begyndte at spille. Det var signalet til at festen sluttede.
Bussen , som i løbet af dagen nærmest var blevet til en sauna, blev langsomt fyldt op igen med glade men trætte og tørstige piger. Under hjemturen blev der både danset og sunget i bussen. Specielt var der et par kvinder som havde den evne, at kunne synge eller nærmere rappe noget af sig, alt afhængig af hvem de henvendte sig til. De forsøgte også at lære mig nogle sange på deres lokale sprog SAN, men det blev til det rene vås. De skreg af latter over mine udtalelser.
Efter endnu en begivenhedsrig dag nåede vi alle velbeholden hjem til Tougan. Om aftenen var der dans på den lokale danserestaurant, og sammen med Kadice og de andre kvinder, sluttede vi dagen af med en lille svingom under den stjerneklare afrikanske nattehimmel.
Jo der er nye tider på vej på den afrikanske kontinent. Mange kvinder ved hvad de vil, og arbejder nu målrettet hen mod ”bedre” og mere ligeværdige muligheder for KVINDEN.
Kærlig hilsen fra Tougan
Aase
Hospitalsbesøget i marts 2016
Forleden dag var jeg på den offentlige fødeklinik i Tougan. Den er drevet af sygeplejersker og modtager alle kvinder fra området i og omkring Tougan. Det var et meget interessant besøg. Klinikken, som lå på en lille bakketop med udsigt over byen,.. var alt andet end hvad vi normalt ville kalde en fødeklinik derhjemme. ”Sengen” hvor kvinden skulle føde sit barn var bygget op af sten pålagt hvide ”køkkenfliser”. Uden madras eller andet blødt underlag ligger kvinden på sengen med fødderne stukket ind i to jernringe og føder sit barn. Som nævnt i et tidligere brev får de ikke nogen form for anæstesi. I et lidt større rum var der et udslidt leje kvinden kunne føde på. Instrumenterne bestod af rustne sakse og peanger m.m. Er der fødsler om natten foregår det ved en meget lille lampe, der ikke formår at lyse ret meget op .
Efter fødslen kommer kvinderne ind på en lille stue med tre meget udslidte senge. Her opholder de sig i ca 1-2 dage, hvorefter de kommer hjem. På klinikken er der tilknyttet 10 sygeplejersker incl. en mandlig, der skiftes til at have vagt. Et meget lille rum med et par meget gamle senge fungerer som vagtstue og soverum. Klinikken modtager kun kvinder der skal føde under normale forhold. Er man usikker på om der måske vil problemer bliver hun henvist eller overført til det offentlige hospital i Tougan, hvor de har læger, der kan udføre kejsersnit. Fødeklinikken har ca 40 fødsler pr måned. Der er ca 5 – 8 dødfødte spædbørn pr år.
Efter dette indtryksrige besøg, talte jeg med Michel. Vi blev enige om, at den store danske fødeseng, nye instrumenter, en babyseng, en større barneseng, en seng med madras, skåle og rullebord med mere skulle doneres til fødeklinikken. De blev meget glade og taknemmelige, og håber, at det bliver muligt at få mere udstyr næste gang DBL-KOONSO får en container til Burkina Faso.
Efter regeringsskiftet i nov. 2015 er der kommet en ny lov, som for Fødeklinikker landet over betyder, at de ikke mere bliver serviceret af et hospital, men af den siddende borgmester i byen. Desværre har de efter regeringsskiftet slet INGEN penge i kassen til at give dem nogen form for hjælp. Klinikken må klare sig selv.
En af sygeplejerskerne fortalte mig, at der i Tougan lever en lille 12 årig dreng, der er mentalt retarderet og ude af stand til at gå. Han bliver hovedsageligt passet af sin bedstemoder 24 timer i døgnet. Også han fik en kørestol, så de nu har mulighed for at komme lidt udenfor hjemmet.
::::::::::
I går var jeg på det offentlige hospital i Tougan for at overvære en fødsel der skulle foregå ved kejsersnit. En ung kvinde fra en lille landsby udenfor Tougan var dagen forinden blevet indlagt, da hun under den 8½ mdr. lange graviditet fik problemer med sit helbred.
I et omklædningsrum skiftede jeg til hospitalstøj, som vi sidste år havde med fra Haderslev Sygehus. Da jeg kom ind på operationsstuen lå kvinden allerede på det nye danske operationsleje, alt imedens de to airconditioner kørte for fulde tryk og hvirvlede det røde støv rundt i lokalet. Narkosesygeplejersken gjorde klar til at give den gavide kvinde en lumbal-anæstesi, hvorefter kirurgen dr. Bakouan i store grønne gummistøvler, og hans assistent kom ind og gjorde klar til operation. Det foregik alt sammen stille og roligt. Drop var sat op med saltvand, og den danske monitor de lige har modtaget blev koblet til den fødende kvinde, så narkoselægen kunne følge hendes puls og blodtryk under hele operationen.
Fra man startede til barnet kom ud tog ikke mere end 10 minutter. En lille og velskabt dreng med langt sort hår, mørke øjne og lys i huden de første dage, så for første gang dagens lys, og stak i et stort vræl. Sygeplejersken tørrede barnet og lagde ham i et lille grønt klæde på en stål-serveringsbakke, hvorefter han blev bragt over på stuen.
Den unge mor blev syet til igen, herefter hun på en båre blev kørt over til barnet. Når jeg tænker på hvordan jeg selv fik mine to børn, må jeg sige, at jeg savnede den personlige kontakt mellem mor og barn….og faderen. Det er ikke som hjemme i Danmark, hvor moderen OG faderen sammen får denne store oplevelse at se sit barn blive født og straks lagt op på brystet af sin moder. Hernede bliver barnet taget ud, tørret og bragt over på stuen, hvor moderen senere kan få lov til at holde barnet i sine arme. Under hele fødslen var moderen ved fuld bevidsthed.
Efter en veloverstået operation blev jeg af Kirurgen Dr. Bakouan vist rundt på hospitalet for at se ”vores udstyr” bliver brugt. Det var glædeligt at kunne konstatere, at udstyret er blevet modtaget og nu bruges til det formål udstyret er bestemt for.
DBL-KOONSO og vores samarbejdspartner AESF har udover at have bygget en ny Primærgrundskole og totalrenoveret den gamle Primærgrundskole, sendt 4 containere til Burkina Faso med hospitalsudstyr, værktøj, farmerredskaber, symaskiner, skoleinventar og meget mere. Det har bl.a. fået betydning for 4 ud af 6 Hospitaler i Province du Sourou samt 3 sundhedscentre. De har bl.a. modtaget ultrascannere, monitorer, sug, anæstesiudstyr, instrumenter, sygeplejeartikler, 2 ambulancer og meget mere. En væveforening og en fodboldklub er etableret i Tourouba, og brandmændene, der specielt skal bekæmpe ilden ude i bushen, har fået specialtøj. AESF har oprettet et udlejningsfirma, der lejer musikanlæg med trådløs højtalere og et partytelt ud til interesserede, for at tjene penge til foreningen AESF`s arbejde i området. En del af musikudstyret er doneret af Musikhuset i Sønderborg.
Lørdag den 19. marts var Michel hele dagen meget hemmelighedsfuld. Det var umuligt for mig at få at vide hvad der om aftenen var arrangeret på Hotel Neerwaya. Da tiden nærmede sig 20.30 kørte vi ned på hotellet. Der var allerede fyldt helt op i festsalen med mennesker fra hovedsagelig hospitalsverdenen. Vi blev placeret ved højbordet sammen med bl.a. Hochcommissæren og Preferen i Tougan, Dr. Robert Karama Regional Director over CHR i hele Bouckle du Mouhoun på 1,5 mill. indbyggere, 5 MCD chefer for CMA ud af 6 mulige fra henholdsvis Tougan, Nouna, Toma, Boromo og Dedougou. Hospitalerne er inddelt således: CHU er Universitetshospitaler, CHR er Regional hospitaler, CMA er Province hospitaler, CM er centre i større kommuner og CSPS er centre i mindre kommuner og små landsbyer.
Aftenen blev indledt med officielle taler og underholdning, hvorefter der blev serveret en middag bestående af kylling med salat. Herefter blev der råbt navne på enkelt personer og foreninger op som i årets løb har gjort noget særligt indenfor deres arbejdsområde. Også DBL-KOONSO og AESF blev nævnt. Pludselig blev jeg bedt om at komme op på scenen for at modtage en udmærkelse af Regional Direktøren fra Dedougou. Han takkede på det hjerteligste for alt udstyr Burkina Faso indenfor de sidste tre år har modtaget, og ser frem til et fortsat godt samarbejde. Også AESF v/ Michel blev hentet op på scenen og fik en udmærkelse for det store arbejde der gennem årene er blevet udført.
Aftenens officielle del sluttede med at Michel overrakte Hochcommissæren, Preferen, Regional Direktøren og MCD et dokument, som indeholder en komplet oversigt over alt øjenudstyr der er blevet deponeret, i håb om, at der en dag kan etableres en øjenklinik i Tougan. Herefter blev der spillet op til dans under den stjerneklare nattehimmel.
Også næste dag blev noget helt særligt. Omkring klokken 10 kom ca 25 personer bestående af Regional Direktøren, MCD fra 5 forskellige provinser i Regionen Bouckle du Mouhoun, læger fra Tougan m.fl. for personligt at aflevere en ny ønskeliste til AESF og DBL-KOONSO inden min hjemrejse på onsdag.. Vi kan i sagens natur selvfølgelig intet love, men efter at have besøgt flere hospitaler og med egne øjne set under hvilke forhold de arbejder, vil jeg, i samarbejde med AESF og min bestyrelse gøre hvad vi kan for at samle mere hospitalsudstyr, der kan forbedre befolkningens muligheder for at få en bedre behandling. Vi har i de sidste 3 år fået doneret meget fint udstyr fra såvel Haderslev, Aabenraa og Sønderborg sygehuse, og vi vil derfor gerne ved denne lejlighed takke alle de der har været involveret i dette hjælpearbejde. HJERTELIGT TAK ALLE SAMMEN,…..også alle hernede i Burkina Faso sender jer en stor og hjertelig tak………………
Så snart jeg kommer hjem vil jeg holde et møde med min bestyrelse med henblik på planlægningen af den næste container transport.
Jeg er taknemmelig og glad over at komme hjem og fortælle bestyrelsen om vores gode samarbejde med såvel den lokale befolkning, implicerede entreprenører og de officielle myndigheder. Siden starten i 2012 har myndighederne fulgt op på de projekter vi har sat gang i omkring skolen i Tourouba. Den er som i et tidligere rejsebrev blevet udnævnt til EXAMINATION CENTRE, og fået tilført flere dygtige lærere, og indenfor hospitalsverdenen har myndighederne bl.a. sendt MCD Dr. Kabore i Tougan på et studieophold i Belgien for at dygtiggøre sig i bl.a. ultrascanning.
Min projektrejse lakker nu mod enden for denne gang. I morgen tirsdag pakker jeg de sidste ting sammen, og onsdag aften er jeg efter nogle berigende måneder på vej hjem til lille Danmark igen…
I håb om at vi i år får doneret penge til projektet ”Rent drikkevand” og måske en brønd til en køkkenhave samt penge til en containertransport igen med bl.a. hospitalsudstyr, symaskiner og værktøj, vil jeg på DBL-KOONSO og egne vegne sige alle en stor og hjertelig tak for jeres interesse og hjælp i vort humanitære arbejde.
Er der nogen der på en eller anden måde kunne tænke sig at støtte op om dette arbejde kontakt da venligst DBL-KOONSO eller send rejsebrevet rundt til jeres venner……….
Kærlig hilsen
Aase i Burkina Faso
Ps. Sidste år læste jeg en artikel om et dansk firma der er begyndt at sælge WIFI anlæg til specielt mindre landsbyer i hovedsageligt engelsk sprogede Afrikanske lande. Jeg kontaktede firmaet for at se om der var interesse i at få kontakt til det fransk talende vestafrikanske land Burkina Faso med 17. mill. indbyggere. Vi havde et lille møde hjemme i Danmark, hvorefter jeg fik udleveret materialer omkring projektet. Materialet blev hernede oversat til fransk af Michel, og efter at vi har holdt et par møder, hvor der var indbudt potentiel interesserede personer, ser vi nu frem til, at der kan blive et stormøde, da det viser sig, at man hernede er meget interesseret i at stifte nærmere bekendtskab med hvad det danske firma kan tilbyde.
Vi får se hvad tiden bringer…………………
Ps. Igen……..er der stavefejl må I tage det med et gran salt eller sukker for jeg sidder i 40 graders varme og sveden hagler af mig………….
Maj 2016
Efter et 4 måneders ophold i Burkina Faso er jeg igen hjemme i lille Danmark og godt i gang med forberedelser til vore næste projekter.
Siden 2013 står det på Burkinernes ønskeliste øverst et nyt Sundhedscenter, Rent drikkevand, en køkkenhave med brønd, og hospitalsudstyr til den lille landsby Tourouba og hospitalet i Tougan.
Lykkes det os at finde sponsorer, så vi kan opfylde disse for os helt basale ønsker, vil det for det meget fattige lands indbyggere betyde, at der vil blive reddet rigtigt mange specielt kvinder og børn fra den meget høje dødelighed, der findes i Burkina Faso.
Al hjælp modtages med glæde og taknemmelighed.
November 2016
Efter et meget hektisk forår, sommer og efterår i Danmark med bl. a. indsamling og læsning af en container er jeg nu atter klar til at drage af sted mod det store og fattige land Burkina Faso.
SPONSORER 2016:
| Blue Water Shipping, Esbjerg: | En 40` Container transport Danmark /Burkina Faso. |
| Response Vejle: | Ambulance udstyr |
| Aleris Esbjerg: | Øjenudstyr |
| Eva og Frede Ottovad , Sønderborg. | Øjenudstyr |
| Kontor Syd, Sønderborg: | Kontormøbler |
| Stark, Sønderborg Trælast: | Værktøj |
| Portland Cement, Ålborg: | En palle cement |
| Vollerup Hjælpecentral, Sønderborg: | Handicapudstyr og senge |
| Deutscher Kindergarten, Sønderborg. | Legetøj |
| Børnehaven Augusta, Augustenborg. | Legetøj |
| Vej og Park, Sønderborg: | Fodboldnet |
| Augustenborg fodboldklub: | Fodbolde, tøj og sko |
| Sygehusene Sønderborg, Kolding og Fredericia. | Hospitalsudstyr |
| Dentronic Århus, tandlæge Per Kjeldbjerg, Vejle, og Bjørn Nedergaard Nielsen, Tønder. | Klinkudstyr til etablering af 4 tandklinikker |
| Private sponsorer. |
På DBL-KOONSO og egne vegne ønsker jeg hermed at sige Jer alle en stor og hjertelig tak for al den hjælp I hver især har doneret til vores arbejde i Burkina Faso. Sammen kan vi gøre en forskel……..og det nytter……
Udviklingen kan følges gennem mine rejsebreve ca 1-2 gange månedlig de næste fire måneder.
Kærlig hilsen Aase
14. december 2016
Vel ankommet til Burkina Faso den 28. nov. er jeg nu ved at vænne mig til varmen. Vejret hernede har været usædvanlig varmt efter årstiden, så det har desværre betydet, at jeg måtte tænde for aircondition længe før normalt.
Som sædvanlig blev jeg hentet af Michel og Pascal i lufthavnen i Ouagadougou. Dagen efter kørte vi i min lille Nissan Almera til Tougan, men at det gik godt er mig helt ubegribelig. Bilen har nu fået status som en typisk ”afrikansk bil”. Det vil sige, at den larmer og ryster meget voldsomt, så man skulle tro, den var ved at falde fra hinanden. Støddæmperne og dækkene er fuldstændigt færdige og bilens køler har det ikke godt. Motoren går rimelig, men det er alt det andet, der er problemer med. Heldigvis havde Michel spurgt mekanikeren i Tougan, om han ville køre turen til hovedstaden, og hjem igen.
I søndags fik Michel og jeg kørelejlighed. Vi skulle til byen Toma, der ligger 45 km fra Tougan mod Koudougou. Det var den værste køretur jeg har oplevet hernede. Vejen var fyldt med store huller, så det tog over 2 timer at komme til Toma. Herhjemme ville turen have taget mig ½ time.
Hele byen var klædt i festtøj på grund af Den Nationale helligdag INDEPENDEN DAY. Guvernøren og mange andre officielle gæster var tilstede. Dagen forløb med flere militærparader og opvisninger af de lokale. Det blev en meget spændende og farverig dag. Vi fik en anden kørelejlighed hjem. Det var med hospitalets nye Toyota Hilux, som var en virkelig nydelse at køre i.
Vi holder nu vejret i håb om, at vi kan få udleveret containeren inden jul eller mellem jul og nytår. I øjeblikket befinder den sig i Abidjan, og skal med tog til Ouagadougou.
Jeg vil samtidigt hermed ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt og inspirerende nyt år.
Tak for alt den støtte og opbakning vi har fået i året, der nu snart rinder ud.
Kærlig hilsen her fra Tougan
Aase
Independent Day ceremoni.
